Internationalt Vikingemarked

28.04.2014 - 04.05.2014

Et leben uden lige

Vikingernes gamle handelscentrum, Ribe, vækkes godt og grundigt til live, når Ribe VikingeCenter åbner en ny sæson til tonerne af det 20. internationale vikingemarked.Passionerede vikinge-reenactors i alle størrelser mødes over en fælles interesse, men vi andre 'helt almindelige mennesker' kan heller ikke modstå stemningen og den gode historie.

Nej, man behøver ingenlunde være historienørd for at tage til vikingemarked. Der er alle muligheder for at 'ose' ved boderne, hvor der sælges smykker, perler, lertøj, træting, lædertasker, vævede bånd, legetøj og meget andet, som man sikkert lige står og mangler. Og mellem indkøbene lokker tovtrækning, krigertræning, krigerkamp og falkonershow. Der er musik, gøgl, heste, langbueskyttere og optrin på markedspladsen. Kort sagt: et leben uden lige præcis som for 1300 år siden.

Nutids-mennesker vælger vikingelivet

Markedet i Ribe er traditionelt årets første rigtig store vikingemarked i Europa. Over årene har det vokset sig så stort, at det nu optager hele VikingeCentrets 10 ha store område, og det nyder en større popularitet i reenactor-kredse end nogensinde. Omkring 500 vikinger fra alle verdenshjørner er udvalgt til at deltage, så både autenticiteten og underholdningsværdien er i top.

Skaren af vikinger er for en stor dels vedkommende familier, der har været med på markedet siden 1994. Når foråret melder sig, trækker de i vikingetøj og tager et tiltrængt break fra højhastighedshverdagen. For dem er det 'back to basics', tid til nærvær og refleksion. Gamle håndværk genoplives, maden laves over bål og typehuset byttes ud med et telt.

De sagnomspundne vikinger fascinerer

Film, bøger, dokumentarprogrammer og udstillinger om vikingerne vækker interesse, og de gamle danere fascinerer i både ind- og udland. Rodfæste er vigtig for os i den udfarende hverdag, og det er måske den væsentligste grund til, at vi drages af myterne, mystikken og kraften, der omgiver vores forfædre. De prioriterede familie og ære; de introducerede den samfundsstruktur, vi kender i dag; de havde udpræget forretningssans; de var formidable skibsbyggere og store eventyrere.

Oftest fremhæves plyndringerne af kirker og klostre, men bag dét ensidige billede ligger stærke værdier, og værdier er retningsgivende pejlemærker. Måske er det dem, vi behøver, for at være lige så gode navigatørere af vores egen tilværelse, som vikingerne var det på havene?

Levende historie

Hvis man nu er en af dem, der har lyst til at opleve vikingelivet helt tæt på, dog uden at gå 'all in', så er der masser af publikumsinvolverende aktiviteter og rollespil på Ribe VikingeCenter. Midt i røgen fra ildstederne, hammerslagene fra smedjen og de brægende får kan man slippe fantasien løs og tage sig tid til at kigge, lytte, føle, dufte og smage. 

Se det udførlige program for hele vikingemarkedet.