Juletid på Storgården

28.11.2015 - 29.11.2015

Juletid på Storgården 28. - 29. november 2015

Åbent lørdag og søndag kl. 12:00-16:00.

Entré voksen kr. 50, barn kr. 25.

Ribe VikingeCenter holder ekstraordinært åbent denne weekend, hvor du kan opleve den hedenske juletid på Storgården i år 980. I Langhuset er der musik og sang, vikingerne laver mad ved ildstedet, og du kan prøvesmage et par af storbondens livretter. Du kan slå en god handel af i boden, hvor vikingerne sælger deres håndlavede smykker, perlekæder, potter, træting og flettede kurve. I Bulhuset fortælles historier, og sidst på dagen kan du være med til vikingernes lysceremoni.

Vi er også i julehumør på Herregården Lustrupholm, hvor du kan købe juletræ, pyntegrønt og juledekorationer. Der sælges smedeting, quiltede ting, mjød, delikatesser og syndig chokolade. I caféen dufter det af julens krydderier, og du kan varme dig på lidt god julemad og købe færdig småkagedej og gløggekstrakt, så du nemt kan skabe julestemning derhjemme.

Ribe VikingeCenters butik holder juleudsalg og er fuld af gode gaveidéer, og der er fremvisning af Produktionsskolen Lustrupholms topmoderne værkstedslokaler for alle interesserede.

Køb familiens juletræ på Lustrupholm!

Så er du med i dagens lodtrækning om to præmier á hver 2 sæsonkort til Ribe VikingeCenter. Dem kan du selv bruge eller give væk i julegave. Vi trækker lod kl. 15:50 i butikken.

Find sporene efter gårdnissen

Jo såmænd, der er også en nisse på Storgården, og vi inviterer alle børn til at finde sporene efter den lille fyr. Løsningen skal afleveres i butikken, og så er du med i dagens lodtrækning om to præmier á hver 1 bog 'Vild med vikinger' og to sæsonkort til Ribe VikingeCenter. Vi trækker lod kl. 15:50 i butikken.

Program lørdag og søndag 28.-29. november 2015

Ved indgangen/udgangen:

12:00-16:00: Butikken ved ind-/udgangen holder juleudsalg.
15:50: Lodtrækning i vores juletræs- og gårdnissekonkurrence.

På Storgården - i Langhuset og i Bulhuset:

12:00-16:00: Musik, sang og håndværk i Langhuset.
12:00-16:00: Vikingerne sælger håndlavede smykker, perler, potter, træting, kurve m.m.
12:00-15:00: Vikingerne laver mad ved ildstedet i Langhuset.
12:30: Historiefortælling bag lukkede døre. Mødested: Langhuset.
13:30: Historiefortælling bag lukkede døre. Mødested: Langhuset.
14:30: Historiefortælling bag lukkede døre. Mødested: Langhuset.
15:30: Vær med til vikingernes lysceremoni.

På Lustrupholm:

12:00-16:00: Salg af juletræer, pyntegrønt, dekorationer og smedede ting. Quiltede julegaver, julemjød, delikatesser, syndig chokolade og juleknas. Lune vafler og varm gløgg.
12:00-16:00: Caféen er åben og har julelækkerier på menuen.
12:00-16:00: Caféen sælger hjemmelavet færdigdej til forskellige småkager, hjemmelavet gløggekstrakt og flotte julegavekurve.
13:30: Fremvisning af Produktionsskolen Lustrupholm og de topmoderne værkstedslokaler.
15:00: Fremvisning af Produktionsskolen Lustrupholm og de topmoderne værkstedslokaler.

Caféens julemenu

Julefrokostplatte kr. 109
Marineret sild, røget gåsebryst, lun frikadelle og leverpostej med tilbehør.
Risalamande med kirsebærsauce.

Gårdnissens livret kr. 49
Risengrød med kanel og smørklat. Hertil saft.

Storbondens suppe kr. 49
Varm grøntsagssuppe med groft brød og smør.

Julekagetallerken kr. 65
Julebolle, julekage og småkager. Hertil kaffe eller the.

Varm gløgg eller varm kakao kr. 20
Lun vaffel kr. 15

I caféen kan du også købe småkagedej i ruller, så du nemt kan bage bl.a. lakridscookies, chokoladecookies og brunkager til jul. Prøv også køkkenchefens egen gløggekstrakt, der lige passer til en flaske rødvin.

Vi glæder os til at se dig til Juletid på Storgården!