Lammefestival

08.06.2012

På Ribe VikingeCenter holder vikingerne Hedefår på Storgården. Fårene forsyner vikingerne med mælk, kød, skind, ben, horn, tælle og ikke mindst uld, og under Lammefestivalen kan man opleve hvordan. Se ugens program.

Der slagtes lam

Et af de store tilløbsstykker er slagtning af lam. Vikingerne slagter et lam hhv. mandag og onsdag, og her kan gæsterne kigge med fra første parket. Mandag følges slagtningen i øvrigt op af en særlig ceremoni på offerpladsen, hvor Vølven Gunna forestår et ritual til ære for de gamle guder. Også her er man meget velkommen til at blande sig med gruppen af vikinger og være med.

Nordisk mad er vikingemad

Tirsdag og torsdag i Lammefestivalen kan man følge parteringen af de slagtede lam, for kødet skal bruges i det travle vikingekøkken i Langhuset. Hele sæsonen koges, steges, bages, røges og saltes der ved ildstedet, og vikingerne tilbereder spændende og velsmagende nordisk mad af råvarer, som vikingerne også havde til rådighed for 1000 år siden. Under lammefestivalen kan man følge køkkenet stege lam i sydegrube, lave lammekødsruller, lammepølser, høvdingegryde og blodpandekager. Hvis man har lyst til at gøre vikingerne maden efter i sit eget køkken derhjemme, kan man finde vikingernes opskrifter uge for uge på Ribe VikingeCenters website og lade sig inspirere af billederne.

Klap et lam og filt en bold

Lammene på Ribe VikingeCenter er ved at blive store, og mens de nyder at blive klappet af alle gæsterne, skal de sidste voksne får klippes på Storgården. Klippearbejdet foregår naturligvis pr. håndkraft og med en stor saks, og hele uldfrakken skal helst klippes af i ét stykke. Man vil også kunne opleve, hvordan ulden spindes samt garnet farves, og på markedspladsen nørkler væveren med sine mange tråde. De arbejdende vikinger fortæller meget gerne om deres håndværk, og i løbet af ugen er der tillige forskellige prøv-selv aktiviteter for de yngste gæster, så de selv kan prøve at tese uld, knytte armbånd og filte bolde.

Besøg Storgården

På storgårdens jorde skyder afgrøderne i vejret, og vikingernes husdyr bliver flere og flere. Onsdag og fredag viser vikingerne rundt på Storgården, fortæller om dyrene og livet på det driftige landbrug. Her er alle velkomne.