Hjælp med at fodre dyrene

28.09.2013 - 28.09.2013

Hvor bliver køerne af?

Storgården er omdrejningspunktet i Ribe VikingeCenters formidling af vikingernes landbrug og husdyrhold for 1000 år siden. Især gårdens dyr giver hele oplevelsen en ekstra og meget virkelig dimension. En puls, om man vil. Men hvad sker der egentlig uden for åbningstiden? Hvor forsvinder dyrene hen?

Det er måske de færreste, der lige tænker over, at der faktisk ligger en bondegård på Ribe VikingeCenter, men det er lige, hvad der gør. Kvæget, hestene, fårene, hønsene, gæssene og kattene lever her og passes året rundt. Også arbejdet på markerne går sin gang, som hos et hvert andet landbrug.

Kom om bag scenen

Lørdag den 28. september kan man 'komme om bag scenen', være med når bonden fodrer og flytter kvæget. Vikingens kvæg er trygt ved nysgerrige gæster, vant til grønt græs og frisk luft, men det er ikke kun derfor, kvæget er så specielt. Vidste du, at det kommer fra Island, og hvorfor mon? 

Der vil også være lejlighed til at hilse på islandske heste og hønemors seneste kuld. Arrangementet afsluttes med brødbagning ved ildstedet i Langhusets prægtige hal.

Tilmelding

Arrangementet finder sted 28. september fra kl. 13 til 16 og er gratis.

Tilmelding senest 26. september til Ribe VikingeCenter tel. 75 411 611 eller karen@ribevikingecenter.dk

Region Syddanmark har taget initiativ til arrangementet 'Syddanske Dage', hvor en række institutioner og virksomheder slår dørene op viser interesserede borgere ind i verdener, som de færreste normalt har adgang til. På www.syddanskedage.dk kan man hente hele listen med aktiviteter i regionen.