Ledelsesskifte på Ribe VikingeCenter

24.11.2020

Ribe VikingeCenter får ny ledelse fra 1. januar 2021. Mens Karen Nørgaard og Bjarne Clement takker af, skal Mikkel Fisker Laursen og Christin Vesterager Clausen styre centret gennem fremtiden.

Det startede helt småt for 28 år siden med det første rekonstruerede hus, nogle få virkelig dygtige håndværkere og et samarbejde med et nyetableret aktiveringstilbud til unge: Produktionsskolen Lustrupholm. Herfra gik det kun fremad med stigende besøgstal, flere kompetente kolleger, et voksende net af frivillige, fondsmidler til nye bygge- og formidlingsprojekter, og under hele rejsen har der været en konstruktiv dialog med Kommunen samt en handlekraftig bestyrelse på Lustrupholm.

Fra 2021 får Ribe VikingeCenter nye ledere. Bjarne Clement og Karen Nørgaard, der har været med siden begyndelsen i 1992, afleverer nøglerne til Mikkel Fisker Laursen, der har været stedets bygmester siden 2010, samt Christin Vesterager Clausen, som siden 2013 har været Centrets dramaturg. Ledelsesskiftet har været planlagt længe. De nye ledere har været inddraget i alle facetter af arbejdet, og med opbakning fra kollegerne er de godt klædt på til at realisere deres vision for Ribe VikingeCenter i fremtiden.