Det islandske kvæg
Kvæget i vikingetiden var noget mindre end nutidens malke- og kødkvæg. Genetiske studier har vist, at det islandske kvæg er den race, som kommer tættest på de gamle racer, f.eks. de norske landracer Doele, Telemark og Troender. Disse er dog i dag blandet med andre racer, hvor det islandske kvæg er direkte efterkommere efter de køer, som de norske vikinger bragte med sig, da de i slutningen af 800-årene koloniserede Island.
De islandske køer varierer meget i farve og aftegning. P.g.a. målrettet avl er det meste kvæg i dag hornløst, hvor hornene på vikingetidens kvæg havde forskellig størrelse.
Hedefåret
(Lüneburger Heidschnucken) Det er børnenes arbejde at vogte får og geder. Det kan godt være kedeligt hver dag at skulle holde øje med hjorden; men det er vigtigt, at der bliver passet godt på dyrene. De skal holdes borte fra de dyrkede afgrøder og beskyttes imod eventuelle farer. Til gengæld forsyner de vikingebondens familie med mælk, kød, skind, ben, horn, tælle til olielampen og ikke mindst uld til klæder.
Ribe VikingeCenter har Hedefår, fordi det er en lavt forædlet race, som har mange ligheder med vikingetidens fåreracer. Det er et lille får med en vægt på 12-18 kg., som fra naturens hånd har en kort hale.
Begge køn har horn, vædderen har dog de største, som er spiraldrejede. Pelsen er i forskellige grå nuancer. Den består af to forskellige slags uld: en blød, kort og isolerende underuld ind imod kroppen, og yderst dækhår som er lange, grove, glatte hår, der kan få vand til at prelle af pelsen. I det sene forår, når frosten er gået af jorden og græsset er begyndt at vokse, fødes lammene. Hedefåret får som regel kun et enkelt lam, der den første måned er helt persianersort. Omkring århundredskiftet uddøde Hedefåret i Danmark, da dets uld ikke kunne konkurrere med ulden fra de engelske racer. Under navnet Lüneburger Heidschnucken levede racen imidlertid videre syd for grænsen, og den blev omkring 1950 genindført til Danmark og findes nu i små bestande rundt om i landet.
Den islandske hest
Hver morgen kører DAG frem over himlen med sin vogn spændt efter hesten Skinfaxe. Dens manke er så blank og skinnende, at al luft og jord bliver oplyst. Om aftenen kører Dags mor, den sorte jættedatter NAT frem. Hun kører så vildt hele natten med hesten Rimfaxe, at skummet står den om mulen, og det drypper ned på jorden som dug.
Den islandske hest er en direkte efterkommer af de heste, som vikingerne bragte med sig til Island i det 9. årh. Da der ikke siden 1100 er blevet indført heste til Island, har racen bevaret de oprindelige gode egenskaber: den er usædvanlig sund, robust, udholdende og modstandsdygtig mod al slags vejr. Denne hesterace har bevaret anlæg for alle fem gangarter: trav, skridt, galop, pas og tölt. Når hesten tölter, har den hele tiden mindst ét ben på jorden, og rytteren bevæger sig næsten ikke i sadlen. På denne måde kan hest og rytter bevæge sig i timevis over stejlt og ujævnt terræn uden at trættes.
Den islanske hest er meget alsidig i brug og har en høj levealder. For at hesten kan opbygge en tæt og sej, muskuløs bygning, tilrides den først, når den er ca. 4 år gammel. Hestene er alle små og tætte af kropsbygning; men farvemæssigt spænder de over alle mulige nuancer fra lys sandfarvet til kulsort. Deres karakter kan være meget individuel, og ofte får føllet et islandsk navn efter karakteregenskaber, temperament, farve eller fødselstidspunkt, f.eks. Ganti: spilopmager; Lysingur: lys hest; eller Solfari: den, der rejser med solen.
Den danske landhøne
Fund fra køkkenmøddinger viser, at man i Danmark har holdt høns siden jernalderen. Racen stammer oprindeligt fra Himalaya, og den kan være bragt den lange vej til Norden som æg eller rejseproviant. Den brune danske landhøne er en af de få uforædlede racer i Europa.
Den danske landgås
Også gåsen har været holdt som nyttedyr i Danmark siden oldtiden. Æggene kan have være indsamlet fra vilde fugle og udruget i hønsegården, som det har været gjort helt indtil midten af det 20. århundrede, hvor det blev forbudt. Arkæologiske fund viser, at gåsen var populær i vikingetiden, sikkert både p.g.a. kødet, og fordi dens svingfjer anvendtes som styrefjer til pile.
Den danske landgås, som er udviklet af vildgåsen, er som regel enten grå eller grå- og hvidbroget.