Træsmeden

Dygtighed og kærlighed til materialet

Store og små opgaver

Træsmedene har altid travlt med at bygge og reparere huse og inventar. Deres værksted ligger i Ripa By, år 825, men du kan faktisk møde dem overalt på Ribe VikingeCenters område. Se selv, hvor dygtige de er til at bruge værktøjet, og du bør også beundre det håndsmedede værktøjs høje kvalitet.

I vikingetiden havde håndværkerne meget arbejde med reparationer og vedligehold. Og dengang var undskyldningerne sikkert også opfindsomme, når arbejdet ikke var færdigt til tiden. Bliver du 'hængende' lidt i værkstedet, kan du følge med i arbejdet. Måske du kommer til at overvære en gnaven kunde, der forlanger en forklaring på, hvorfor træsmeden ikke er blevet færdig til aftalt tid.

Prøv at snitte med båndkniv

Mød op hos træsmeden i Ripa By, hvis du har lyst til at prøve at arbejde ved en af snittebænkene og håndtere en båndkniv. Denne aktivitet koster DKK 25,00.

Du kan med fordel købe aktivitetskortet til DKK 50,00 ved indgangen. Med kortet kan du foruden at snitte også prøve at slå din egen Ripa-sølvmønt og skyde med langbue.