Grønne frikadeller og stuvede nælder

Der er krudt i dit ukrudt!

Vi er i starten af juni, og naturens urter står med friske topskud, der er rigtig gode at bruge i maden. Urterne er en væsentlig kilde til vitaminer og mineraler, de er fulde af kraft og energi. Så fat en kurv og tag på sanketur.

Til disse frikadeller skal du kun bruge de nyeste skud.

Frikadeller af urter

1 kurvfuld forskellige, friske urter som f.eks. brændenælder, ramsløg, skvalderkål, mælkebøtteblade, fuglegræs, birkeblade, kørvel.
2 hakkede løg
3 fed hakkede hvidløg
2 æg
1,5 kop groft hvedemel
Ganske lidt mælk
Salt
Smør til stegning

De forskellige urter skylles godt, hakkes fint og blandes med løg, mel, mælk og æg. Tilsæt salt. Konsistensen skal være ret fast.

Frikadellerne formes i hånden og steges gyldne i smør på en pande over bålet. 

Stuvede brændenælder

Husfruen foreslår også, at man stuver sine urter. Stuvede brændenælder er eksempelvis rigtig godt som tilbehør til mange retter. Man skal bruge:

1 lille kurvfuld brændenælder
Ganske lidt vand
1 kop fløde
Salt

Brændenælderne skylles grundigt og blancheres. Vandet hældes fra og nælderne hakkes. Fløde og salt tilsættes. Stuvningen koges op og smages til. Serveres straks.

Velbekomme!