Hyldeblomstkager

Hyldeblomstkager

Hyldetræets hvide blomsterskærme dufter sødt og kan bruges til mange gode ting i køkkenet. Og det er lige nu, hylden blomstrer i skovkanter, på enge, langs stier og i haver, så fat en kurv og tag på sanketur. Det er bedst at plukke hyldeblomstskærmene om morgenen, hvor duggen holder på blomsternes aroma. De skal ikke skylles, men bare rystes fri for eventuel skidt.

Husfruens hyldeblomstkager er en favorit på midsommerens festbord, men de er da også fulde af gode ting: honning, nødder og blomster.

Hyldeblomst kager (4 personer)

100 g hakkede hasselnødder
Blomsterne af 10-15 hyldeskærme
1,5 dl byg- eller rugmel
1,5 dl hvedemel
½ dl mælk
2 store eller 3 små æg
3-4 store spsk honning
½ tsk salt
Svinefedt eller palmin til kogning

Se videoen: Hyldeblomstkager

I en skål blandes meltyperne, salt, nødder og hyldeblomster. Tilsæt mælk og æg og bland godt sammen, før honningen tilsættes. Sørg for, at dejen er godt blandet og har konsistens af fast havregrød. Justér evt. med lidt ekstra mel, mælk eller æg.

Lad dejen hvile, mens fedtstoffet smeltes i en gryde over et bål eller på et komfur.

Brug to skeer og læg portioner af dej på størrelse med en valnød ned i det varme fedtstof. Der skal være god afstand mellem kagerne, så afhængig af grydens størrelse er det bedst at koge 3-5 kager ad gangen. Hyldeblomstkagerne skal koge ca. 10 min. og vendes undervejs, så de bliver jævnt gyldne og sprøde.

Serveres med honning (eller moderne flormelis).

Velbekomme og god midsommerfest!