Små hænder på vikingegården
Klassetrin: Børnehave og 0.-1. klasse - alder 3-7 år
På vikingegården tager bønderne godt imod jer i Langhusets flotte hal. Her kan børnene få vikingetøj på og blive en del af familien. På en vikingegård skal alle hjælpe til, og børnene spiller en vigtig rolle i arbejdet med dyr, haver, madlavning og mange af hverdagens andre gøremål.
Gennem praktiske opgaver, historiske lege og spændende fortællinger får børnene et sanseligt indblik i livet på en vikingegård. De er med til at passe dyr, arbejde i haven, sanke i naturen og tilberede mad over bål. Undervejs oplever de, hvor maden kommer fra, og hvordan mennesker, dyr og natur var tæt forbundet i vikingetiden. De møder også vikingernes fascinerende univers af guder, sagn og fortællinger.
Efter velkomsten deles børnene op i mindre grupper og kommer på skift rundt til forskellige aktiviteter på gården. Opgaverne tager udgangspunkt i den aktuelle årstid, som eksempelvis kunne byde på:
- Forår - Fårene klippes, ulden renses, haverne luges og sås, og pilehegn flettes. De første hønseæg skal samles ind, dyrene fodres, og der sankes vilde urter til bålmaden.
- Sommer - Haverne vandes og luges, dyrene fodres, høet slås og bjærges i laden. Der høstes grønt i haven til bålmaden, og der sankes vilde urter og blomster til offergaver til guderne.
- Efterår - Havens afgrøder høstes, vaskes og tilberedes. Fadeburet fyldes med mad, og gårdens stalde gøres vinterklar. Der sankes farveplanter, og guderne takkes for høsten.
- Vinter - Før frosten sætter ind, graves der kuler til afgrøderne, dyrene skal passes i staldene, vilde fugle skal fodres med neg, der tændes bål, og der laves mad.
Undervisningsforløbet indeholder altid elementer af leg, fortælling, opgaver i haven og kontakt med dyrene. Der er plads til fordybelse, udfoldelse af motorikken, fri leg og opdagelse.
Praktiske oplysninger
- Klassetrin: Børnehave og 0.-1. klasse - alder fra 3 til 7 år
- Antal deltagere: Maks. 20 børn + pædagoger
- Varighed: 2 timer
- Periode, folkeskoler i Esbjerg Kommune: Fra april til november, mandage og fredage
- Periode, alle andre skoler: Fra april til november, alle hverdage
- Booking: Benyt venligst bookingformularen nederst på denne side
Priser (2026)
Folkeskoler i Esbjerg Kommune:
- Gratis
Alle andre skoler:
- Entré pr. barn 3-13 år DKK 70
- Entré pr. voksen fra 14 år DKK 140
- Undervisningsforløb kr. 1.500 for gruppen
- Ved køb af dette forløb får de to første voksne fra institutionen gratis entré!
Forløbets mål
Målet med dette forløb er at give børnene:
- En førstehåndsoplevelse af, hvad det vil sige at være barn på en vikingegård.
- En styrket evne til indlevelse og identifikation.
- Mulighed for at undersøge, perspektivere og sætte ord på deres refleksioner.
- Læring om deres egen styrke og formåen, og at de ser sig selv og andre med nye øjne.
- Plads i et nyttigt fællesskab, hvor samarbejde, samvær og venlighed er ønsket og påkrævet.
Forberedelse til besøget
- Tal med børnene om, at de skal besøge en gård fra vikingetiden og være med til at passe dyr, haver og lave mad.
- Tal med børnene om, hvad det vil sige at være et barn i vikingetiden.
- Medbring praktisk tøj og fodtøj alt efter vejret. Forløbet foregår udendørs eller i uopvarmede vikingehuse.
- Der er i forløbet ikke afsat tid til at spise eventuelt medbragte madpakker.
Booking
Benyt venligst bookingformularen nedenfor.
Hvis I har spørgsmål til forløbet eller ønsker til specifikke aktiviteter, er I velkomne til at kontakte os på tel. 75 411 611 eller skrive til booking@ribevikingecenter.dk









