Kålgården forsynede vikingekøkkenet med grønt, bl.a. kålvarianter, hestebønner, gråærter, porrer og gulerødder. Desuden sankede man vilde grøntsager og masser af urter i naturen.
En sanketur er en hyggelig aktivitet, man kan være fælles om, og der ligger en stor tilfredsstillelse i at tilberede og nyde et måltid med de råvarer, man selv henter i naturen. En sanketur er også en god måde at lære børnene om naturens værdier, og hvordan man skal indsamle råvarer på en bæredygtig facon.
** Saml kun råvarer, som I kender.
** Anvend en god naturbog.
** Brug en saks eller kniv, når I sanker.
** Pluk kun det, I har brug for.
** Orientér jer om reglerne for det område, I ønsker at sanke i.