Lynstegt kål

Vikingerne kendte ikke til hovedkål! Det var først i middelalderen, at hovedkål som hvid- og rødkål kom til Danmark.

I kålgårdene dyrkede vikingerne primært grønkål og andre halvvilde bladkål. Langs kysterne kunne de sanke strandkål, hvis spæde blade i øvrigt smager af friske ærter.

Lynstegt kål

Grønkålen, som har mange anvendelsesmuligheder, var i mange hundrede år en meget vigtig vintergrøntsag. Den var nem at dyrke, havde et stort udbytte og kunne holde til frost og kulde. I et køkken, hvor vintermaden primært bestod af tørrede, saltede og røgede råvarer, var den mættende grønkål en af de eneste friske grøntsager.

Fremgangsmåde

Smelt smør på en varm pande og svits løg og hvidløg. Riv grønkålen i mindre stykker og kom det på panden. Lad det stege 5 min. under omrøring.

Drys med salt og tilsæt æbletern, før der røres en sidste gang.

Serveres straks.

Ingredienser

2 Personer
  • 1 løg, grofthakket
  • 1 fed hvidløg, finthakket
  • 4 blade grønkål, ribbet
  • 1 æble, i tern
  • 1 tsk salt
  • Smør

Kokkens noter

Det er bedst at bruge et syrligt madæble. Prøv også at lave retten med andre slags kål og tilsætte hasselnødder for ekstra knas.