Honningglaserede pølser

På en vikingegård lå slagtetiden i efteråret, og så skulle der gerne være kød til jul og det meste af den kolde vinter. Derfor var det nødvendigt at konservere kødet fra f.eks. gris og får, så det kunne holde sig. En metode var at lave pølser, som blev hængt op på en kødkrog over ildstedet, hvor de blev tørret og røget.

Honningglaserede pølser

Disse grillpølser er spækket med gode krydderier og sennepsfrø, der popper mellem tænderne og smager fantastisk. Steg pølserne på havegrillen eller gør som husfruen Frida: Steg og glasér dem i smør og honning på panden.

Fremgangsmåde

Rør svinekødet med hvidløg, krydderurter, timian, salt, sennepsfrø og øl. Ælt farsen godt til den er sammenhængende.

Stop forsigtigt farsen i tarmene og undgå luftbobler i pølserne. Bind en knude mellem hver pølse.

Sæt en gryde med vand over bålet. Når vandet er lunt, lægges pølserne i. Lad vandet langsomt nå kogepunktet. Pølserne skal simre i ca. 15 min.

Smelt et par gode klumper smør på en pande og tilsæt honning. Steg pølserne
ca. 5 min. på hver side indtil de er gyldne og glaserede.

Ingredienser

4 Personer
  • 1-2 fed hvidløg, finthakket
  • 1-2 håndfulde friske krydderurter, f.eks. timian, salvie og merian, finthakket
  • 2 spsk tørret timian
  • 1 spsk salt
  • 2-3 spsk sennepsfrø
  • 400 g finthakket svinekød
  • 1 dl mørkt øl
  • 1-2 svinetarme
  • Smør
  • 1-2 spsk honning

Kokkens noter

Pølserne bliver saftigst, hvis svinefarsen ikke er alt for mager.

I stedet for at glasere pølserne på en pande, kan de steges på havegrillen.