Vikingernes spisekammer

Kom med i køkkenet på Hvidinggården år 980, et selvforsynende minisamfund, der på Harald Blåtands tid lå i Gammel Hviding helt ude ved Vadehavet. Her forsyner naturen langs kysten husholdningen med urter og bær, mens kød, mælk, æg og dyrkede grøntsager kommer fra gårdens dyr og kålgård.

Et måltid skabt i fællesskab

Husfruen byder velkommen med et lille bæger mjød i storbondens fornemme hal på Hvidinggården og tager jer efterfølgende med på en rundtur på gården og i haverne. Her starter forberedelserne til dagens måltid, for der skal sankes smagsgivere i form af vilde, spiselige urter. Tilbage i køkkenet skal der tændes op i bålstedet, råvarerne skal gøres klar og en forventningsfuld duft breder sig, når pander og gryder begynder at syde.

Der er lagt op til nogle hyggelige timer, hvor sankning, madlavning og fællesspisning tegner fortællingen om vikingernes madkultur. Deltagerne skal samarbejde i mindre hold om forskellige madlavningsopgaver, inden retterne kan serveres i langhushallen, hvor vi sammen spiser ved højbordet.

Variationer

Denne workshop kan tilpasses jeres interesser og rette fokus på f.eks.:

  • Bagning: Surdej, vildgær, kornsorter. Bagning i ovn, på pande og på sten.
  • Pølser: Lavet helt fra bunden.
  • Kålgården: Sankning og grøntsager. Kan tilbydes i sensommer og efterår.
  • Superfoods i vikingetiden.
  • Mejeri: Smør, ost, ymer m.m.
  • Den søde tand: Mjød, kager, sødgrød.

Mjødsmagning kan tilkøbes

Det er muligt at tilkøbe en mjødsmagning, som varer ca. 20 minutter, der lægges til workshoppens normale varighed. Pris DKK 750 for aktiviteten + 75 pr. person.

Praktiske oplysninger

  • Varighed: 3 timer.
  • Antal deltagere: Min. 8 og max. 25 personer (inkl. børn) pr. workshop.
  • Alder: Fra 12 år. Oplys venligst gruppens aldersspænd ved booking. Eventuel mjødsmagning er fra 18 år.
  • Pris: DKK 3.000 pr. gruppe for workshoppen + DKK 100 pr. person + entré.
  • OBS! Workshoppen foregår primært udendørs. Mød op i praktisk tøj og fodtøj, som gerne må blive beskidt.
  • Booking: Benyt venligst bookingformularen nederst på denne side.

Booking

Benyt venligst bookingformularen nedenfor.

Hvis I har spørgsmål til rundvisningen, er I velkomne til at kontakte os på tel. 75 411 611 eller skrive til booking@ribevikingecenter.dk