Den mytologiske legeplads

Her kan modige og eventyrlystne børn rejse over havet til Asgård,
forbi den glubske Midgårdsorm og de store jætter,
på ryggen af Sleipner, langt op mellem Yggdrasils grene,
tage en tur med Thors vogn trukket af gedebukkene
og rutsje på Bifrost tilbage til Midgård,
hvor hestene står klar foran de små vikingehuse.

Menneskenes og gudernes verden

Jorden var som en stor ø, omflydt af havet. Midt på jorden havde menneskene deres bosted, Midgård, beskyttet af et gærde, der var lavet af øjenvipper og øjenbryn fra kæmpen Ymer. Uden for hegnet kaldtes landet Udgård, og dér i det kolde og bjergrige land ud mod havet huserede jætterne.

Oppe over skyerne i Asgård boede guderne og havde udsigt ud over hele verden. Over dem stod et asketræ, Yggdrasil, med grene der strakte sig langt ud over verden.

Giv fantasien frit spil

Ribe VikingeCenters legeplads er et eldorado for de yngste. I vores mini vikingeverden har børnene travlt med at lave træsøm, hente brænde, "lave mad" og gå på besøg hos hinanden i de små huse i Midgård, som er menneskenes del af verden og perfekte rammer til at skabe sin egen leg.

Er du modig, stærk og forsigtig, kan du prøve at slippe levende igennem Asgård, der er gudernes verden og det sted, hvor de døde krigere samledes. For at komme til Asgård skal du følge den sti, der fører over havet. Men pas på! Rører du jorden, bliver du Midgårdsormens bytte.