Vikingebådene

Gennem hele vikingetiden er Vadehavet og Ribe Å blevet besejlet
af bredbugede handelsskibe og frygtindgydende drageskibe
såvel som af små fiskerfartøjer og robåde.

"Den største af de klinkbyggede både i Ripa Havn tilhører byens rigeste handelsmand. Den er bygget af træ fra 10 nøje udvalgte egetræer, der er brugt 800 jernnagler, og båden er tætnet med uldsnor og behandlet med fyrretræstjære."
Det lugter af træ og tjære ved bådværftet.
Et klinkbygget skib, hvor plankerne overlapper hinanden.
Rebslageren fremstiller lindebastreb til båden.
Det kræver et rigtigt godt håndelag.
Der gik 800 håndsmedede jernnagler til denne båd.
Et uldsejl er bestilt hos væveren.
Sejlet imprægneres med et udtræk af egetræ.

Bådebyggeri i Ripa

På vikingetidens markedsplads er der fundet et 27,5 kg tungt skibsanker. Også fundet af mange klinknagler vidner om, at der er blevet repareret både og skibe i Ripa.

Bådene på Ribe VikingeCenter

Ved havnen på Ribe VikingeCenter ligger tre både, som alle er bygget på centret. Det er bådtyper, der egner sig til sejlture mellem vadehavsørerne, men også til sæljagt, fiskeri og transport af laster på åen.

Den største båd er 9,25 m lang og 2,02 m bred. Med 5 årepar skal den ros af 10 mand. Båden er ikke en rekonstruktion af et vikingetidsskibsfund, men bådebyggeren og hans tømrersvend fulgte vikingernes håndværksmetoder til punkt og prikke hvad angår værktøj, konstruktion og materialevalg.

Det var langt fra bådebyggerens første båd, så han havde stor erfaring og en fascinerende forståelse for materialet. Han var selv i skoven for at udvælge de egetræer, der skulle bruges til båden. En stor førsteklasses retvokset stamme blev fældet og kløvet radialt i 30 stykker, som efterfølgende blev hugget til 15-18 mm tykke planker. En mindre stamme blev udvalgt til kølen, og ca. 30 stykker krumtræ fra trækronerne på otte andre egetræer skulle bruges til stævn og spanter.

Først blev køl og stævn sat op, hvorefter bordplankerne blev tilpasset og fastgjort med jernnagler på begge sider, så de overlapper hinanden. Det kaldes klinkbygningsmetoden. Efter hver bordgang blev spanterne tilpasset én efter én. Derved får man en let, fleksibel og stærk båd. Under byggeriet blev der tætnet med uldsnor, og skroget blev behandlet og konserveret med fyrretræstjære.

Foruden bådebyggeren og hans svend arbejdede også smeden på opgaven. Han leverede ca. 800 håndsmedede jernnagler til båden. Rebslageren fremstillede et stærkt og helt uundværligt reb af lindebast.

Båden fik også et 18 m2 råsejl, som var lige så bekosteligt som selve båden. Processen fra får til mast er nemlig lang og møjsommelig. Først skulle fårene klippes, ulden sorteres og spindes, før sejlet kunne væves og sys færdigt. Dette uldsejl blev også imprægneret med et udtræk af egebark. Egebarken blev kogt i vand, som blev helt mørkebrunt af garvesyren. Det mørkebrune vand blev fordelt på sejlet som derefter skulle tørre.

Mød væveren, der er i gang med råsejlet til båden:

Vikingebåden Gisla

Ribe VikingeCenters mindste båd er en rekonstruktion af et skibsfund fra Gislinge ved Lammefjorden. Det er også en skibstype, der var velegnet til mange formål i de indre farvande. Det er bygget af tømrerne på Ribe VikingeCenter i tæt samarbejde med Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Den 7 m lange og 1,5 m brede båd er klinkbygget med spejlkløvede bordplanker af eg bygget op omkring en T-formet køl. Den kunne ros af tre mand, hver med et årepar, og har desuden været udstyret med mast og sejl. Samme bådtype anvendes endnu i dag til fiskeri og persontransport i Vest- og Nordnorge. Form og konstruktion er stort set uændret siden dengang - et vidne om hvilke geniale skibsbyggere vikingerne var.

Se bådebyggeren og hans lærling i gang med arbejdet: